Bedre kvælstofudnyttelse og indtjening med satellitbestemt kvælstofoptagelse i kvælstofmodellen N-Tool Precise

Bedre kvælstofudnyttelse og indtjening med satellitbestemt kvælstofoptagelse i kvælstofmodellen N-Tool Precise - SEGES Projektsitet

Formålet er at optimere kvælstofudnyttelsen i den enkelte mark og dermed øge landmandens indtjening og minimere udvaskningsrisikoen ved udvikling af et avanceret værktøj (N-Tool-Precise).

N-Tool-Precise vil som noget nyt inddrage satellitmålt kvælstofoptagelse i afgrøden til justering af kvælstoftilførslen løbende i vækstsæsonen. I dag kan man måle afgrødens refleksion af lys med satellit og herudfra beregne afgrødens aktuelle kvælstofoptagelse. I projektet vil præcisionen i forudsigelsen af både den enkelte marks kvælstofbehov og variationen indenfor marken blive forbedret væsentligt ved, som noget nyt, at kombinere satellitmålt kvælstofoptagelse i afgrøden med digitale jord- og dyrkningsdata. I forhold til i dag, hvor satellitdata kun udnyttes til at beskrive variationen indenfor marken, vil den store variation i kvælstofbehovet mellem marker kunne beregnes.

Projektet søges gennemført som et 4-årigt GUDP-projekt i samarbejde med Aarhus Universitet og Yara. I projektet skaffes ved målrettede markforsøg grundlag for at udvikle en ny model (N-Tool-Precise), der kan fastlægge afgrødens optimale kvælstofbehov løbende i vækstsæsonen. I N-Tool-Precise inddrages satellitmålt kvælstofindhold i afgrøden, vækststadiet, optagelseshastighed af allerede tilført gødning og optimering af afgrødens proteinprocent. Effekten af en mere præcis fastsættelse af kvælstofbehovet på udvaskningen af kvælstof kvantificeres.

Effekten er, at landmanden forventes at kunne høste 2-4 hkg mere pr. ha, og at kvalitetskravene til maltbyg med hensyn til proteinindhold vil kunne opfyldes på et større areal. Udvaskningen reduceres 2-4 kg kvælstof pr. ha på 40-50 pct. af landbrugsarealet. Resultatet er derfor både en gevinst for landmanden og miljøet.

Dette notat belyser sammenhængen mellem kvælstofoptagelse i vinterhvede og NDRE/NDVI ud fra to års forsøg.
Leif Knudsen: Brugen af Satellit- eller sensor data til at bestemme den optimale kvælstoftilførsel i vinterhvede på markniveau
Daniel Kindred: Varierende mængder af kvælstof i England
Mats Söderström: Fastsættelse af kvælstofbehov ved hjælp af droner i kombination med satelitter